Religiøs Kampplads

EN INDVANDRER, den russisk/georgiske koncertpianistinde Nina Kavtaradze, København, skrev i et indlæg i Jyllands-Posten 14/8 1999: »Det er forkert at komme her, blive taget pænt imod af befolkningen og diktere sine regler for dem. Det virker upassende alene af den grund, at de lande, hvor man kommer fra, som regel ikke er noget at prale af. Det er jo derfor, man flytter. Hvis man ikke er dygtig nok til at gøre sit eget land rart at bo i, hvordan kan man så belære danskerne, som klarer den opgave strålende?«

Nævn bare et blomstrende muhamedansk samfund! I punkernes glansperiode var der en god gammeldags socialdemokratisk kontorbestyrer i en A-kasse, der nægtede en punker med rødfarvet hanekamsfrisure, hundehalsbånd og ring i næsen understøttelse med den begrundelse, at han »sgu ikke var til rådighed for arbejdsmarkedet.« Den stakkels kontorbestyrer kom selvfølgelig til kort over for tolerancens skolede teoretikere, hvis ubegrænsede ordforråd hurtigt tromlede den sunde fornuft ned, han havde lært i 7. klasse.

"Common sense" er et glemt begreb. Når teorierne går ind, går forstanden ud. De tyrkiske piger, der gør rent på min arbejdsplads om morgenen, går med tørklæde, de er venlige, dygtige og myreflittige. Jeg er sådan set også ligeglad med, hvad kassedamen har på.

Det, der generer mig, er, at selve grundlaget for vor samfundsform, den private ejendomsret, fjernes, når en arbejdsgiver ikke selv kan bestemme, hvem han vil ansætte, men skal finde sig i, at hans virksomhed støttet af danske myndigheder og statsbetalte godhedsorganisationer gøres til ideologisk-religiøs kampplads for nogle små magtbevidste mokker og deres ideologiske bagland.